Om Jenny og Dorte Pedersens Fond
Er du enlig med børn eller folkepensionist og ønsker et tilskud til din ferie?
– Så kan du måske få et legat fra ”Jenny og Dorte Pedersens fond – ferielegat til enlige mødre og fædre samt folkepensionister”.
Fonden yder tilskud til ferier for reelt enlige med barn/børn på 15 år eller derunder, og til folkepensionister, par såvel som enlige bosiddende i Holbæk, Kalundborg og Odsherred kommuner.
Ved reelt enlige forstås ugifte personer og personer, der ikke lever i samlivsforhold med en anden, uanset køn.
Kriteriet for støtte er, at ansøgerens/ansøgernes økonomi ikke i sig selv tillader en årlig ferie. Beløb kan udbetales, således at det dækker samtlige udgifter til ferien, herunder opholdsudgifter – eller som et tilskud til ferien.
Fondens midler udbetales én gang årligt til ansøgere, der opfylder de ovennævnte betingelser og udbetales i øvrigt efter et behovskriterium. Ansøgningsfristen er den 8. juni
Fonden er etableret af boet efter overlæge Dorte Pedersen, som ønskede, at hendes formue skulle tilfalde mennesker, som havde et særligt behov herfor.